Fremme af biodiversitet kræver positive incitamenter

Skal biodiversiteten fremmes yderligere i de danske skove, kræver det positive incitamenter gennem frivillige aftaler mellem virksomheder og skovejere. Det mener Dansk Skovforening, som er en del af Miljøministeriets nedsatte biodiversitetspartnerskab, der har til formål at styrke virksomheders frivillig indsats for at beskytte naturen.

Der skal positive incitamenter til, hvis biodiversiteten skal løftes yderligere i de danske skove.

Det mener Dansk Skovforening, der sammen med 14 andre erhvervsaktører deltager i det biodiversitetspartnerskab, som miljøminister Magnus Heunicke nedsatte sidste år, og som har til formål at fremme virksomheders frivillige initiativer på området.

”Mange virksomheder vil gerne gøre en aktiv indsats for naturen, og derfor er det helt oplagt at skabe et marked, hvor lodsejerne kan tilbyde at forvalte områder af skoven med biodiversitet for øje,” siger Anders Frandsen, direktør i Dansk Skovforening.

Mere konkret foreslår Dansk Skovforening en model, hvor virksomheder kan betale lodsejere for at forvalte aftalte skovområder med fuldt fokus på at fremme naturværdierne.

“Det meste af vores miljøbeskyttelseslovgivning er lavet med henblik på at frede eller skærme natur, biodiversitet og kultur- og naturværdier. Det har historisk set givet god mening, men i dag tilkendegiver mange virksomheder, at de gerne proaktivt vil gøre noget for at fremme biodiversitet. Det er rigtig positivt, men det karambolerer med lovgivningen på området, der i høj grad er lavet med henblik på at frede og beskytte, fremfor at udvikle og fremme,” uddyber Anders Frandsen.

Han slår samtidigt fast, at de private skove allerede i dag gør en indsats for de særlige miljø- og naturværdier, der eksisterer her. Det sker til dels ud fra de enkelte ejeres ønsker til skovforvaltningen, dels på baggrund af eksisterende certificeringsordninger som PEFC og FSC, ligesom regulering og fredninger spiller en rolle.

Klare spilleregler

Et frivilligt marked for biodiversitet kræver imidlertid fuld gennemsigtighed på begge sider af bordet, så både virksomhed og lodsejer kan føle sig sikre i ’handlen’.

Modellen forudsætter derfor ifølge Dansk Skovforening – udover gensidig interesse fra begge parter – at der er klarhed over ydelsens indhold og aftaleperiodens længde, samt at der gennemføres en løbende monitorering af indsatsen.

”Hvis man skal have lodsejerne med på sådan en model her, er det helt afgørende, at de kan føle sig sikre på at beholde dyrkningsretten efter aftaleperiodens udløb. Der må ikke være risiko for, at arealerne bliver båndlagt i al evighed gennem fredning mv., hvis der er sket en positiv udvikling i biodiversiteten,” forklarer Anders Frandsen.

Også virksomhederne skal have sikkerhed for den ydelse, de køber. Derfor skal der ifølge foreningen opstilles klare kriterier for, hvilke områder der egner sig til biodiversitetsformål, og så bør prisen afspejle områdets kvalitet og aftaleperiodens længde.

”Arealer med strukturparametre som fx veterantræer, naturlig hydrologi og rødlistede arter, som indgår en langvarig aftale, bør selvsagt prissættes højere end ung skov med en kortere aftaleperiode,” pointerer Anders Frandsen.

Og så skal biodiversitetsindsatsen kunne kontrolleres og revideres – evt. via en uvildig tredjepart – således at virksomheden kan dokumentere indsatsen i forbindelse med ESG-rapportering i årsberetningen, lyder foreningens anbefalinger.